Besøg af værtsfamilie, venner og søster

Hej allesammen. Der er nok mange af jer, der har gået i nysgerrighed og ventet på at høre hvad jeg har fået de sidste to uger efter OL til at gå med.

Nu sidder jeg i flyet på vej mod Paris, hvor jeg har en flyvetid på 11 timer. Så tænkte jeg lige at fuldende denne blog med lidt af det jeg har oplevet de sidste 2 uger.

Efter en hel måned i Rio med de olympiske lege, tog jeg direkte videre til Florianopolis, som er en by i den sydlige del af Brasilien. Det meste af byen er en ø. Der var jeg udvekslingsstudent i 2013/2014 og havde 3 værtsfamilier. 

Det passede med at jeg kunne være ca. 3 dage ved hver en familie. Og det var rigtig fedt at komme tilbage og se familierne igen. Jeg blev taget imod af dem, som var jeg deres rigtige søn, og de fik mig til at føle mig som var jeg hjemme. 

Den første familie jeg var ved denne gang havde ingen af deres børn hjemme. Og de havde flyttet hus, dog kun ca. 50m fra det gamle. Ellers var alt som det plejede. En sød og beskyttende familie. Den ene dag tog vi til stranden. Virkelig fedt at være tilbage på en af de mange strande, som øen er kendt for. Mellem 34-42 strande i alt. Alt efter om man tæller ikke badestrande med eller ej. Vejret var også overraskende godt. Om dagen var der sol og mellem 25-30 grader. Og om aften var det ret koldt. Helt nede omkring 10-15 grader. Man skal jo huske på at de har vinter. 

Den sidste aften tog vi på meget fin restaurant. Vi tog bilen, så jeg tænkte vi i det mindste skulle køre mere end 30 sekunder, men nej. Vi kørte hen til nabobygningen, men det var et fint sted, og så skal man gerne helst komme i bil. Vi kørte hen til indgangen, hvor bilen blev kørt til parkering, og blev hentet igen, da vi var færdige. Det var nogle fine små tallerkener, som mest bestod af alt det gode fra havet, men udover det var der en rigtig god bøf til hovedret.

Der var også sket en lille forandring ved min 2. værtsfamilie, da forældrene er blevet skilt. Moren bor dog meget tæt på, og kom jævnligt forbi. Det synes jeg var lidt mærkeligt, men der skal selvfølgelig også være plads til at se hendes to døtre, som begge var hjemme. Sidst var kun den ene hjemme og den anden var udvekslingsstudent i New Zealand. For min skyld tog vi alle sammen, også moren, hen og spise frokost på en gammel kending af en restaurant.

Ved den sidste familie var alt som det gamle. Lais, min værtssøster, var dog kommet hjem fra udveksling i Frankrig, men hende så jeg ikke så meget til alligevel. Den sidste aften inden jeg skulle videre tog vi hen på en restaurant, som jeg har været på engang tidligere. Den er kendt for deres friturestegte rejer, som også smager vildt godt. Denne gang bestilte vi dog kun halv portion, men det var alligevel 600gr. Og vi fik nok kun spist halvdelen. Men så havde de også frokost til dagen efter.

Og deres kæledyr Fifi.

Den ene aften var der en stor fest på den nordlige del af øen. Omkring 5000 deltagere. Jeg havde snakket med nogle af mine gamle klassekammerater om at mødes, nu hvor jeg kom tilbage. Det passede med, at nogen af dem skulle til denne fest, hvor jeg så tog med. Der mødte jeg en del jeg kendte. Det var fedt at se dem igen, men endnu federe at de også allesammen kunne huske mig, og endda nogle af de sjove ting vi havde lavet sammen.

Festen bliver holdt af nogen af de studerende og overskudet til festen går til deres afslutningsfest. Disse fester er der 6-8 stk. af om året.

Jeg har også en god ven, som kom til Danmark, for at besøge mig. Der viste jeg ham rundt i KBH, og nu var det hans tur til at vise mig lidt mere rundt i Floripa, som byen også bliver kaldt. Søndag tog vi, sammen med to af hans venner, ud på en hiking. Dog lidt længere, end vi havde regnet med. 1,5 time tog det 4 friske og unge drenge at gå 6km igennem skov, op og ned af bakker og bestige diverse sten. Formålet med turen var at komme frem til noget der kaldes et cachoeira, som er et naturligt vandsted midt i klipperne. Dog var solen allerede på vej ned, da vi kom frem, så der var kun to af de andre der badede. Turen hjem blev lidt mere besværlig, da solen som sagt gik ned og der blev helt mørkt halvvejs tilbage. Men vi fandt hjem, og jeg sov rigtig godt denne nat.

Bruno, som min ven hedder, tog mig også med ud at surfe. Han surfer næsten hver dag, og for nylig tog han også et certifikat, så han nu kan være surf lærer. Jeg fik hele udstyret på, og så var det bare ud og give den alt hvad den kunne. Det var meget svært, og endnu mere deprimerende, når det tog en evighed at gå og svømme ud med den ene bølge i hovedet efter den anden, og efter endnu en mislykket tur, endte man næsten helt inde på land. Men det lykkedes mig til sidst, at fange bølgen og til allersidst også at komme op. Men meget mere end et sekund fik jeg ikke til at nyde det, før jeg enten faldt baglæns eller lavede hovedspring forover. Øvelse gør mester og jeg må bare tilbage og prøve igen en dag.

Jeg tog også tilbage til rotarymøde. Det var samme tid, som for 3 år siden. Det var også præcis de samme mennesker, dog bare lige 3 år ældre. Der gav jeg dem både et stort flag og et lille flag som gave. Jeg fik selv en kuglepen, men glemte den i farten.

I torsdags stod jeg endnu engang i lufthavnen. Dog ikke for at tage hjem, men for endnu engang at flyve videre. Denne gang var destinationen São Joao da Boa Vista, som er en by en den nordlige del af staten São Paulo. Der mødte jeg min rigtige søster, som netop nu er udvekslingsstudent i denne by. Lidt sjovt at vi begge har fundet vej til Brasilien, og endda med kun 3 års mellemrum. 

Jeg lovede at tage hen at besøge hende, da jeg ikke var der til at sige farvel i lufthavnen, da hun tog afsted, fordi jeg var taget afsted to uger tidligere. Men jeg fortryder heller ikke, at jeg tog forbi. Det var en meget spændende oplevelse, at se min søsters hjem, familie og venner. Og alt det, som der er så svært at fortælle med ord, fik jeg set i virkeligheden. Og til alle jer der er bekymret for hende, lad vær, haha. Hun har det rigtig godt, og hun har en virkelig sød familie. 

Efter et 3 timer forsinket fly tog vi til rotarymøde. Der mødte jeg, ligesom Nicoline, nogen af de andre udvekslingsstudenter. Dem så jeg igen, da vi mødtes lørdag for at spille kort, og igen da vi tog op til byens turistattraktion, som er et bjerg. Der var en virkelig stor og flot udsigt. Midten af bjerget blev delt af grænsen mellem to stater. Den ene São Paulo og den anden Minegerais. Udover dette, er bjerget kendt for sine mange internationale events som fx skydiving, paragliding osv. Fredags tog jeg med Nicoline i skole. Det var heldigvis kun et par timer om morgenen. De var ikke vant til at se en lys dansker med lyst hår, så jeg blev hurtigt populær, og især blandt pigerne på skolen.

 Acai fik vi også

Udover dette fik vi også brugt nogle af alle de faciliteter, som hendes lukkede område har. Der var både pools, fitness, fodboldbane og til sidst en tennisbane, hvor vi fik spillet badminton. Hendes familie prøvede også at spille, og de elskede det. Så det er nok ikke sidste gang, at de spiller det.

Det var spændende for både mig og min søster at mødes i "hendes by". Men derfor var det også lidt hårdt at sige farvel, igen. Faren og min søster var kørt mig til busstationen, hvor jeg kunne se frem til 5 timers transport til lufthavnen.

Lige nu har jeg ingen anelse om hvad klokken er. Jeg ved så meget, at jeg er langt udover Atlanterhavet og det er mørkt udenfor. Så jeg vil se om jeg kan få lidt søvn, så jeg kan være frisk til at komme hjem til familien og kæresten i morgen. Nu er de fleste børn i hvert fald faldet i søvn, det gør det nok lidt nemmere.

Tak for denne gang, og håber i nød et lille sidste indlæg. Det har endnu engang været en uforglemmelig rejse med mange gode oplevelser, som Brasilien har budt på. Er blevet en hel del rigere hvad angår unikke oplevelser.

De bedste hilsner Martin Sønderskov Skovsgaard.

Ps. Så kan i tænde tv'et fredag eftermiddag, hvor jeg forhåbentlig bliver til at se på TV2 Fyn.

Afslutningsceremoni - OL 2016 slut

Det var en stor kæmpe fest. Udover de obligatoriske ting som taler, atleternes indmarch, give den olympiske fane videre til Japan og slukke den olympiske flamme holdte Brasilien den største fest, og det samme gjorde Japan.

Det var en afslutningsceremoni der endnu engang hyldede Brasiliens folk der har formet deres kultur. Der blev hyldet alt fra mennesker der for mange år siden har tegnet deres daglige liv på vægge og i huler til dem der har syet, æltet ler og været med til at bygge de smukke omgivelser. Og selvfølgelig ikke mindst dem der har opfundet musik og dans. Helt og aldeles et spektakulært show. 

Det viste sig, at det ikke var hvilken som helst billet jeg og to andre frivillige (en fra England og en fra Skotland) fik i hånden. Det var nemlig VIP billetter. Eller som de kalder det her familie billetter. Billetten indebar lidt luksus, som gode siddepladser, gratis mad, drikkelse og is. Det var slet ikke dårligt. Og efter ceremonien takkede vores leder os for vores arbejde mere end vi kunne nå at takke ham for billetterne. Men alligevel en stor tak til ham, da det var ham der udvalgte os, og har været stresset lige siden starten.

Det svære viste det Brasilianske vejr sig ikke fra sin bedste side. Der har tidligere under OL været vind, som har udskudt nogle discipliner, men i aftes var det en hel storm der kom forbi. Det var lige før jeg blæste væk på vej hen til stadion, men det gjorde jeg heldigvis ikke. Det regnede også. Heldigvis var det mest støvregn, men alligevel virkelig ærgerligt for showet. Men heldigvis så det ikke ud til at det gjorde noget ved festen på scenen. Vi var heldige at få siddepladser, så vi lige akkurat sad i tørvejr, stort set hele tiden. Og så sad vi lige foran den olympiske komité.

Ligesom åbningsceremonien startede ceremonien med et stort show med mange farver, musik og dans. Den del blev dedikeret til Santos Dumont, som er opfinder af det første fly på benzin og samtidig armbåndsure, da han ikke kunne flyve og tjekke sit lommeur på samme tid. Det blev fejret med en masse "fugle" der fløj rundt på scenen og lavede forskellige mønstre. Bla. Cristo redentor (jesus figuren) og sukkertoppen (2 bjerge med en fantastisk udsigt over Rio).

Virkelig flot! Disse to ting så jeg også da jeg selv var i Rio på udveksling i 13/14.


Et kor på 27 børn kom ind på scenen iført lysdragter. De skulle synge for ved den Brasilianske nationalsang. Imens de sang blev det Brasilianske flag hejst og der formede sig et Brasiliansk flag på scenen, hvor koret blev de 27 stjerner i det Brasilianske flag. Efter nationalsangen blev afslutningsceremonien skudt rigtigt igang med en masse fyrværkeri. 

Her kom den lidt mere kedelige del, hvor flag og atleter lavede endnu en indmarch. Dermed ikke sagt, at jeg ikke nød Pernille Blume komme ind på scenen med det danske flag! Også de mange briter var et nydeligt syn med deres flotte lysende sko.

Efter den lange indmarch med en masse musik blev festen endnu engang skudt igang. Der kom endda en skandinavisk nabo og spillede. Kygo, som er norsk DJ gav den fuld gas, og fik gang i publikum igen. Som blev efterfulgt af flere udklædte dansere på scenen.

En af de sidste konkurrencer var maratonløbet for mænd. De løb tidligere på dagen, og præmieoverrækkelsen skulle foregå midt på maracana, som den sidste medaljeoverrækkelse ved dette OL.

Efter nogle lange men også stærke taler, blev det olympiske flag taget ned og båret ud. Samtidig med at Brasilien gav den olympiske fane videre til Japan, hvor det japanske flag blev hejst. Dette var starten på noget stort. Japan overraskede med et vanvittigt show fyldt med teknologi. Danserne var mere perfekte og stive i bevægelserne en de brasilianske, en gruppe kom ind på scenen på segways og der var massere af lysshow. Men det fedeste var at Super Mario dukkede op på scenen. Der var lavet en promoveringsvideo hvor Super Mario løb igennem Tokyo, hvor han hoppede ned i en brønd og et sekund efter stod den japanske premierminister på scenen iført Super Mario kostume.

Nu havde Tokyo fået lov til at promovere lidt, så det var tid til at slukke den olympiske flamme. Pudsigt nok, så mente arrangørerne ikke, at det havde regnet nok, så de lod vandet dale ned over Flammen til den slukkede.

Efter et lille suk skiftede Rio stilen tilbage til Samba og karnevalsstemning. Alle atleter var med til at feste på scenen imens der var konfetti over alt og massere af fyrværkeri. Hvilken afslutning!

Nu er OL desværre slut. Jeg synes tiden er gået meget stærkt. Har allerede været i Rio en måned. Rio viste sig fra sin fineste side. Ingen problemer og alt gik som det skulle. Der var lidt fejl hist og pist, men det kan jo ske. Overall er jeg meget imponeret over hvor godt Rio hare klaret det som værtsby for OL. Og er sikker på, at det også er godt for landet og byen i fremtiden. 

Den sidste aften tog nogen af os på churrasco restaurant. Churrasco oversættes til barbecue på engelsk. Men churrasco laves på en lidt mere speciel måde. Man griller store stykker kød i en åben ovn. Det smager altid vildt godt. Den ene dag lavede vi det også selv, da lejligheden havde en ovn til at lave det. Det blev godt, men det var alligevel lige en tand bedre på restauranten. Og der spiser man bare lige så meget man kan. De kommer gående rundt med spyd med kød på, og så skærer de et stykke af til en. Og så kommer de tilbage et par sekunder efter med et nyt stykke kød. En delikatesse er kyllingehjerter, men det er absolut ikke min favorit.

Jeg tager dog ikke helt hjem med det samme. Jeg er netop landet i Florianopolis, hvor jeg skal møde mine 3 værtsfamilier og mine gamle venner. Det ser jeg meget frem til inden turen går mod São Paulo for at møde min søster, der er udvekslingsstudent i det nordlige São Paulo.

Det var alt for denne gang. Tak til alle jer der har læst med, håber I har nydt bloggen, og alle mine spændende oplevelser. Dette er en oplevelse for livet, som jeg aldrig vil glemme. Og specielt tak til min familie for at få alt det her til at lykkedes.

De bedste hilsner fra Brasilien!

Martin Sønderskov Skovsgaard